Læserbrev: Lad os være ærlige: Kultur bliver alt for ofte behandlet som flødeskum på kommunale budgetkager. Noget, man pynter med, når der er lidt til overs.
Men jeg har en anden opfattelse: Kultur er ikke pynt. Det er rugbrødet, der holder sammen på fællesskabet. Jeg ser hver dag, hvordan musik, teater, kunst og fællesskab kan løfte mennesker.
Når børn, der mistrives, får et frirum i kulturen, vokser de. Når ældre synger sammen, genfinder de livsglæden. Når ledige får lov at bruge deres kreative kræfter, får de modet tilbage.
Derfor skal vi turde tænke kultur ind i beskæftigelse, sundhed, skole og socialpolitik. Det kræver, at politiske udvalg samarbejder på tværs. Det kræver mod og prioritering.
Kultur er ikke en udgift. Det er en investering i mennesker, i fællesskab og i fremtidens sammenhængskraft. Uden kultur mister vi ikke bare farverne. Vi mister os selv.
Lasse Tajmer (S) byrådsmedlem Assens Byråd. Hejrevænget 19, 5610 Assens


