Assens Kommune har været igennem nogle vanskelige år, hvor Socialdemokratiet bestemt ikke har været enige i alle byrådets prioriteringer. Det har været nødvendigt at sige fra i forhold til flere sager, hvor der skulle tages beslutninger om vores velfærd, fordi disse ikke var værdige. Særligt vedrørende vores ældre borgere.
Med en socialdemokratisk regering er det lykkedes at få en mere fair økonomisk fordeling mellem vores landsdele. En revurderet udligningsreform har styrket Assens Kommunes økonomi, som for alvor slog igennem ved seneste budgetforhandlinger i 2020. Men alligevel er det ikke lykkedes at få Assens Kommune væk fra bundplaceringer på social- og sundhedsområdet blandt fynske kommuner. Dette skyldes vores folkeskole, og vores prioriteringer i forhold til ældre borgere.
Alle har ret til et godt liv, og derfor vil Socialdemokratiet investere i mennesker. Ved at investere i det enkelte barn, får vi flere ud af vores folkeskole med mod på livet, klar til uddannelse og senere til et job. Det er den bedste, mest bæredygtige og menneskelige vej at gå!
Nationalt er der vedtaget minimumsnormeringer i vores daginstitutioner. Det hilser vi velkommen. Men ikke alle udfordringer er hermed løst. Vi skal leve op til vores ønske om, at flere børn skal have mulighed for en naturlig tilknytning til nærområdet. Vi skal levere de specialkompetencer der skal til for at kunne hjælpe det enkelte barn – også de sårbare og handicappede. Det er kloge investeringer, som vi vil prioritere.
Vores ældre borgere skal behandles med den respekt de fortjener, efter at have leveret til samfundet gennem mange år. Ingen skal føle sig som en byrde, og det skal være trygt at leve i sit livs efterår! Også i de situationer hvor helbredet svigter, og man bliver afhængig af hjælp. Derfor skal der flere medarbejdere til for at løfte denne opgave.
Alle borgere, der kan arbejde, skal ved hjælp af en fornuftig beskæftigelsespolitik hjælpes til at komme i arbejde. Vi har mange gode, sunde og robuste virksomheder. Vi skal sørge for, at de kan rekruttere den arbejdskraft og de kompetencer de skal bruge, indenfor kommunernes egne grænser.
At sikre velfærd og vækst, kræver rettidig omhu og mod til at træffe de nødvendige beslutninger. For Socialdemokratiet handler det om prioriteringer – og vi prioriterer mennesker. Nærvær, medbestemmelse og respekt er vigtige pejlemærker for Socialdemokratiets social- og sundhedspolitik, som skal omfatte alle hele livet - fra spæd til gammel. Dette fremgår også i vores valgprogram, som på alle måder tager udgangspunkt i mennesket og hverdagen. Generelt er det min og Socialdemokratiets holdning, at de 17 verdensmål er gode at holde op som et spejl, for hver en beslutning vi tager.
Poul-Erik Svendsen
Gruppeformand og
Formand for Social og Ældreudvalget i Assens Kommune